I ønskes en lys og lun marts måned
Onsdag 1. marts 2023
Kære Alle
Marts er den måned, hvor al slags vejr kan opstå. Bedst som vi tror, at nu er foråret på vej, så kommer der snebyger eller kraftig blæst. I den sidste weekend i februar, var der forhøjet vandstand med oversvømmelser mange steder. Det er generende, men jeg er alligevel dybt taknemmelig for at bo i Danmark. Mange andre steder i verden er der lige nu tyfoner, jordskælv, tørke og krig. Så nogle gange virker dét, som vi i Danmark synes er udfordringer eller dårligt vejr, som rene bagateller.
I forhold til Søndervang, er der udfordringer med et reduceret budget, samt vanskeligheder ved at rekruttere medarbejdere med de rette kompetencer. Alligevel har vi ikke problemer af samme karakter som i andre dele af verden – heller ikke i forhold til at drive plejehjem. Det skal nok gå, hvis vi står sammen og hjælpes ad.
Det, som vi må glæde os rigtig meget over, er, at planlægningen og bygningen af Ny Søndervang går helt efter planen. Som de fleste har fulgt med i, er grunden på hjørnet af Stær Johansens Vej og Emil Chr. Hansens Vej nu ryddet og ved at være byggemoden.
Og ja, der vil være byggestøj, men jeg ved, at mange af jer, der bor med udsigt til byggepladsen, også finder det interessant at følge med i byggeprocessen. Det første spadestik bliver taget i maj eller juni, og plejehjemmet er efter planen færdigt i sommeren 2025.
Det bliver et rigtig dejligt hus med lyse og indbydende rum, samtidig med, at indretningen er mere praktisk og i langt højere grad understøtter et godt arbejdsmiljø for medarbejderne. Planlægningen af Ny Søndervang startede for omkring 6 år siden, så nogen har hørt meget om det og andre ikke så meget. Flere beboere, som er flyttet ind for nyligt, har spurgt interesseret til, hvordan Ny Søndervang bliver.
Derfor prøver jeg at få lavet et møde i april måned, hvor repræsentanter fra projektgruppen og sundhedschefen kommer og fortæller jer mere om, hvordan bygningen bliver. Og hvor jeg kan fortælle om de første tanker om organiseringen af plejen. Datoen for mødet meldes ud i næste aktivitetsoversigt. Pårørende er også velkomne.
Igennem det seneste år, har der ikke været en beboerrepræsentant med i Søndervangs bestyrelse. Bestyrelsen savner det input, som en beboerrepræsentant kan give. Derfor vil jeg atter appellere til, at én af jer beboere melder jer til at deltage. Hvis nogen er interesseret, så sig det enten til Jacob eller mig. Er der flere, vil vi initiere et valg.
Beboer-pårørendemødet bliver i maj måned. Og det bliver et samlet møde for beboere og pårørende på hele Søndervang. Tidligere var møderne jo opdelt i plejehjemmet og plejeboligerne. På sidste møde var der enighed om, at et samlet møde to gange om året var nok.
I ønskes en lys og lun marts måned.
Kærlige hilsner
Lene Wichmann
Forstander


Aktiviteter
30
MAJ
Avisoplæsning
Kl. 10.30 | Kulturværkstedet
30
MAJ
Fællessang med Henriette
Kl. 13.30 | Dagligstuen, bolig 15
Kun for tilmeldte
Seneste nyt
I ønskes en smuk maj måned med varme og solskin
De lyse dage er vendt tilbage, og alle håber på en lun og solrig måned som start på en forhåbentlig dejlig sommer.