God påske til alle – vi vil altid huske påsken 2020
Onsdag 1. april 2020
Kære Alle
Som sangeren Oh Land sang for os lørdag aften:
”I miss one week ago”
Vi savner alle hverdagen for en uge siden, men kun ved at holde ud, får vi den tilbage.
Jeg ved, at I beboere savner hverdagen med besøg af jeres pårørende og muligheden for at kunne samles i Kulturværkstedet og at komme på museums- og forårstur med bussen. Desværre må alt dette foreløbig vente til efter påske. Og nok for jeres vedkommende endnu længere.
Statsministeren er så småt begyndt at tale om, hvordan Danmark kan lukke op igen. Dog er der ingen tvivl om, at lige netop beboere på plejecentre, er de sidste, der anbefales at vende tilbage til hverdagen. Statsministeren sagde på det seneste pressemøde, at ”de svageste skal være de stærkeste” – forstået som de mest tålmodige.
Derfor fortsætter vi med at være lukket ned og med at holde afstand i spisestuerne, på personalekontorerne og i dagligstuerne. Og alle fortsætter den gode håndhygiejne med vask og sprit.
Indtil nu er der ikke konstateret udbrud af CORONA-virus på Søndervang – hverken blandt beboere eller personale. To beboere har i sidste uge haft behov for hospitalsindlæggelse og de er begge blevet testet negative for COVID-19. Andre beboere har været forkølede uden feber De er blevet henvist til at opholde sig i egen bolig. En enkelt beboer havde både hoste, temperatur og feber. Egen læge besluttede derfor, at beboeren skulle isoleres på Søndervang. Da beboeren heldigvis hurtigt blev rask efter antibiotisk behandling, kunne isolationen i samråd med egen læge ophøre fredag den 27. marts. Beboeren skal herefter blive på stuen i 48 timer jf. gældende retningslinjer i Frederiksberg Kommune og boligen rengøres grundigt også jf. retningslinjen. Beboerens læge vurderede ikke, at der var behov for en COVID-19 test.
Imidlertid er der nu åbnet op for, at beboere med symptomer på COVID-19 kan testes på institutionerne.
Reglen er at:
Test skal ske via henvisning fra egen læge eller 1813. Lægen kan vælge at henvise beboeren til hospital eller at rekvirere en ny ud kørende funktion fra Region H’s Akutberedskab, som vil komme på institutionen og tage en test. Der er i skrivende stund ikke gjort brug af denne mulighed på Søndervang.
Søndervangs eget vaskeri lukkes foreløbig i 6 måneder
I samråd med Søndervangs bestyrelsesformand, er det er beslutte, at Søndervangs vaskeri lukkes. Der er i denne tid helt særlige retningslinjer i forhold til hygiejne og kvalitet vedr. håndtering af vasketøj. Søndervang oplever ikke med sikkerhed, at kunne leve op til gældende retningslinjer eller at kunne at kunne tage ansvaret for Gitte Hansens arbejdsmiljø i forbindelse med håndteringen af vasketøjet.
Derfor overgår alle beboere i plejehjemmet, samt yderligere 8 beboere i plejeboligerne fra den 30. marts, til at få vasket tøj hos De Forenede Dampvaskerier DFD, ligesom som langt de fleste beboere allerede får det i Team 1. Der er udsendt særlige instrukser til Team 2, 3 og 4. om dette. Spørg Louise Lange eller Gitte Hansen fra vaskeriet, hvis I er tvivl om noget. Gitte vil fortsat vaske Søndervangs rengøringsmopper og klude, samt evt. dyner o.a., som hurtigt skal rengøres. Gitte vil herefter overgå til en oldfrue-funktion, hvor hun hjælper med at lægge tøj på plads og holde orden i linned, uniformer mm.
Desuden vil Gitte, når Lone Work desværre går på pension i uge 14, overtage opgaverne vedr. kiosken mht. at bestille, pakke og rundele varer til beboerne.
Mandag og tirsdag byder vi velkommen til fire udlånte kollegaer fra Sundhedscenteret: Lisbeth, Naja, Malene og Lisa. De skal introduceres til Søndervang som organisation og oplæres til at kunne hjælpe, hvis der kommer særlige personalemæssige udfordringer. I vil møde dem i spisestuen og i Team 2, 3 og 4. De vil bl.a. kunne gå en tur i haven sammen med de, der har lyst.
Stort velkommen til dem.
Uret er sat en time frem og aftnerne er blevet lysere. Gartnerne har igen været forbi med de første stedmoderblomster og der er pyntet op med påskedekorationer. Påsken bliver stille, men det hjælper altid at have noget smukt at se på.
God påske til alle. Vi vil altid huske påsken 2020.
Tanker og kærlige hilsner
Lene Wichmann
Forstander
Aktiviteter
26
APR
Billard
Kl. 10.30 | Dagligstuen, Bolig 15
26
APR
Fællessang med Henriette
Kl. 13.30 | Dagligstuen, bolig 15
Kun for tilmeldte
Seneste nyt
Alle ønskes en hyggelig april
Dagene er blevet længere, fuglene kvidrer og uret stilles frem. Alle er fulde af forventning om et dejligt forår.